Jeg er blevet rykket  noget rundt siden min sidste dag ved DSB.Har været på stress håndterings kursus,har fået familierådgiver (på grund af det ringe netværk til min familie og at min søn er autist,han er heldigvis efter lang tid kommet på en special skole og har det godt der)været i jobprøvning,kørte i grøften med min søn sidste år,det gav lige et lang t sygefravær i min job prøvning,der blev desværre udløst en masse ting inde i mig,været til psykolog og terapi.bleven rigtig godt og grundigt prøvet igennem,så presset  ind imellem blev for stort,og jeg simpelt hen brød sammen.

Fik at vide ,at det var de nød til ,at køre mig helt ud til afgrunden,for at se hvad jeg kunne holde til,,det har bestemt ikke været sjovt.
Jeg har kæmpet mine kampe,op til flere gange igennem disse 3 år,og når jeg tænker tilbage fatter jeg ikke,hvordan jeg kunne komme igennem dem.

Jeg har hørt meget på andre folks meninger om hvad jeg skulle og ikke skulle,om at jeg bare kunne spise sundt,komme ud blandt andre og ta`mig sammen,jeg har desværre også mistet kontakten til både noget familie og venner.Jeg tror de ikke har kunnet takle hvorfor jeg lige pludselig var anderledes,jeg var egentligt ikke anderledes,men jeg skulle have alting i små bider nu, og det kunne de nok ikke lige vente på,ellers hørte jeg også tit at sådan havde de også haft det eller værre?????

 okay måske har de delvis ret,men jeg skulle hilse og sige,der er stor forskel på,stress,depresion ,sorg og post traumatisk stress,for jeg har prøvet dem.Jeg kan fuldstændig miste koncentrationen,hukommelse og jeg kan også blive overmandet af sådan en forfærdelig træthed,så jeg kan stå og falde i søvn,midt i en sætnig.
Natten sover jeg aldrig helt igennem,har tit mareridt,vågner altid om morgen med bankende hjerte og angst for dagen.

Det bliver da bedre og bedre,og mest når jeg selv erkender hvad jeg kan og ikke kan,og vigtigst af alt,lyttet til mig selv og ikke allle andre.Jeg vil ikke gøre mig klog på dennne dumme diagnose,jeg kan kun fortæle hvordan jeg har det,så man må endelig ikke misforstå mig,hvis man selv går med noget. Jeg har nu fået stor forståelse for dem der kommer ud for noget de ikke selv er herre over,førhen var jeg selv en af de hårde,der kunne finde på at sige om andre: De skal da bare tage sig sammen.

Men ingen er herre over andres psyker,du kan ikke vide hvad der foregår inde i hovederne på de foreskellige mennesker,heller ikke dem,der til daglig arbejde med psykisk syge,de har læst sig til nogen ting,og de har måske været nogle steder hvor de har mødt de forskellige former for(posttraumatisk stress) men de kan aldrig sætte sig helt  ind i hvert enkelst individ,for denne har diagnose er ikke en sindslidelse,man er overhovedet ikke psykotisk eller på nogen måder syg i sindet.
Men man har mistet noget af sin personlig adfærd og kan lige pludeslig handle helt anderledes end folk er vant til,det værste er ,at man bagefter ved det, har gjort noget anderledes ,men ikke hvad?
Og er uforstående over for folks reaktion,for man har handlet ud for øjeblikket,og tit stikker krybdyret frem i en,man enten forsvare sig eller angriber,da man hele tiden er i en tilstand af meget høj stress niveu. Som jeg fik forklaret af en psykiat: Du har det som om du går over for rødt og en kæmpe stor lastbil kommer og køre dig ned i fuld fart.

Efter at jeg var prøvet godt igennem,og de fandt det formålsløst at fortsætteI , sendte jobcenter mig til psykiater,for de kunne ikke forstå efter 3 år at jeg ikke var kommet videre.

Der skulle jeg få et chok mere(jeg troede faktisk på at det var mig selv derhavde lullet mig ind i den rolle og  jeg var blevet lidt skør i bolden)


diagnose blev. PTSD personlighedsændring efter katastrofe oplevelser kronisk!

uden håb om helbredelse.


Jeg var ikke glad den dag,men var måske lidt lettet over, at nu kunne jeg da vise det dokument til folk, og overbevise dem om,at jeg ikke var  tosset,men helt normal.Havde bare brug for at få livet i små bider, og ikke kunne være PÅ! mere.og en stor tilfredstillelse, var det også, at jeg nu havde  noget at ha`det i.

Det var i november.Nu er vi i Maj,og min sag er først lige blevet afsluttet.det vil sige på papiret,nu skal jeg så lige vente til jeg får en ny sagsbehandler,som så fortæller mig hvad jeg skal.Det er meget svært at skulle være afhængige af andre ,når man igennem mange år har klaret sig selv,det har været meget svært at lade kommunen komme ind i mit hjem,jeg følte i lang tid at jeg blev kontrolleret,jeg bildte mig selv ind,at de nok mente jeg var en dårlig morJeg Har min søn som er autist,man kan ikke se det på ham,men jeg har været klar over lige siden han var lille ,at der var noget galt,igennem tiden har jeg følt at folk rystede på hovedet af mig.Glemmer ikke en samtale på skolen,hvor der sad 3 lærer og sagde de mente jeg skulle hente min søn noget tidligere og have kvalitets tid sammen med ham,nu hvor jeg jo alligevel gik hjemme,de kunne lige så godt have sagt, at de syntes min søn led af omsorgs svigt - Jeg er i dag glad for jeg holdte ved,at jeg ville have ham undersøgt,det trak også ud i næsten 2 år,hvor han kom på børnepsykriatisk og fik diagnosen "Asperger syndrom"  Da de samme lærer fik det at vide sammen med mig og en psykolog ændrede de sig fuldstændigt,nu viste de mig lige pludselig medfølelse,jeg vil ikke være bitter,men har lært at sige til mig selv,når nogen er lidt for hurtig til at dømme.....DE VED IKKE BEDRE!Angående mig selv,og at der er en del ting vi i vores lille familie skal have styr på,så er jeg meget taknemlig for at jeg til sidst erkendte over for mig selv,at det her kan jeg ikke klare alene,og sagde ja til en familie rådgiver.

Hvad ville jeg med dennne dagbog,og det at jeg lader offentligheden komme ind  og kigge mit liv :

 Det jeg vil,er at hjælpe andre hvis jeg kan:
 Du skal vide at systemerne er hårde at danse med,som vi har spøgt lidt med igennem disse 3 år...
du skal fandme have et godt helbred ,for at gå sygemeldt
  :0)
Når du får noget der er psykisk er det ikke altid ,du selv lægger mærke til det,men når du gentagne gange går ned med noget fysisk(og ellers har et godt helbred)så er det også tegn på,noget er galt.
Dine omgivelser kan også mærke hvis du forandre dig....lyt til det,lad vær med at slå det hen,for det kan gøre tingene meget værre.

Jeg havde aldrig troet da min psykolog advarede mig,.

at jeg skulle sidde 6 år efter med en kronisk diagnose ,der gør jeg ikke kan arbejde på alm. vilkår ,tåle stress ,mange mennesker,høje lyde,m.m.


Pas godt på dig selv!

Varme tanker Lone.