Hvad nu?

 

Jeg var ved Psykiater, udtalelsen var:

At det anbefales at jeg ikke fortsatte som lokomotivfører,da jeg havde fået posttraumatisk stress disorder,men tilstanden var god og helbredelse opnås sædvanligvis.

Jeg var forvirret,hvad nu?

Gik i ring om mig selv,ingen forstod mig,og når jeg sagde diagnosen,sagde mange:nå er det nu en finere titel på stress?,hvad vidste jeg?

Desværre er det også sådan med posttraumatisk stress,at din krybdyr hjerne får overtaget,så enten forsvare du dig eller angriber.
Jeg lukkede mig mere og mere inde.

Posttraumatisk belastningsreaktion
(Post-Traumatic Stress Disorder, PTSD)

Hvad er PTSD?
Post-traumatisk stress syndrom (PTSD) er en psykisk tilstand, som opstår på baggrund af én eller flere traumatiske hændelser og som har store konsekvenser for dem, der rammes. PTSD griber omfattende ind i den enkeltes evne til at udføre de mest basale opgaver i hverdagen og forårsager reaktioner i både sind og krop – meget ofte reaktioner som om man stadig befandt sig i centrum af det traumatiske. Den traumatiske hændelse fortsætter således, på flere måder, med at bryde ind i tilværelsen hos det enkelte menneske. De daglige genoplevelser og det daglige tankemylder, er ukontrollerbare ”indbrud” i den enkeltes psyke, der efterfølges af ligeså ukontrollerbare følelser. Det er traumaforbundne måder at tolke sig selv og verden på. Sådanne følelser kan være særdeles invaliderende og efterlader ofte den ramte med opfattelsen af, ikke længere at kunne kende sig selv. Man taber identiteten - følelsen af at være den samme, hvorved kontinuitet og troen på egen sociale rolle forsvinder.

Jeg var til mange samtaler for at finde et alternativ til mit job,jeg husker ikke meget fra de samtaler,jeg sagde hvis bare ja til det hele.
Jeg fik det dårligere og dårligere.Havde mareridt,hver morgen våger jeg og ryster og har hovedpine.
Vågnede en morgen op med sådan en hovedpine jeg aldrig havde prøvet før,jeg både kastede op ,kunne ikke tåle lyd eller lys.
Ungerne blev meget bekymret og ringede efter min søster.Jeg kom ind til lægen og han sagde at det nok var alt det spekulerende omkring job,børn, hus ,økonomi
.Men måske det var migræne,han udskrev en recept til 3 piller og sagde de virkede kun på migræne,så hvis de virkede var det tegn på det.
(jeg fandt desværre ud af efter 3 gang at det var migræne og den tog til,de næste 3 år,så jeg nu har mindst et anfald om ugen :0(....)

Kunne overhovedet  hverken køre med tog i bus,eller være sammen med mange mennesker,kunne heller ikke tåle at se reklamer om DSB i tv,min elskede elskede Harry,(reklame for DSB)gik jeg langt udenom,dukkerne jeg havde derhjemme,blev smidt ovenpå til ungerne.
Jeg kunne heller ikke lide at være sammen med mine tidligere kollegaere,følte de så ned på mig,og syntes jeg var sær.
I lang tid gik jeg og var meget selvudslettende,og overvejrede kraftigt at forsvinde fra jordens overflade,da jeg jo kun var til besvær.
Min familie var ikke til meget hjælp,til deres forsvar vil jeg sige at de ikke har været i stand til ,at takle en svag lone.Jeg havde jo fra jeg var 13 -15 år været meget selvstændig ,passede mig selv,ville selv og kunne selv.
Og var faktisk aldrig hjemme
,men opholdte mig ved min daværende kæreste og hans far.Heldigvis var jeg fornuftig nok til at opsøge min læge igen.

Jeg kom på antidepressiv piller,formåede da på trods af alt dette, at holde med at ryge,og var stædig nok til at holde det,så i dag er jeg en anti ikke ryger,hader røg!

(PTSD kendetegnes både ved biologiske ændringer og af psykiske symptomer og kompliceres ofte af depression, angst, misbrug, hukommelsesproblemer og andre fysiske og psykiske lidelser.
I forbindelse med den traumatiske oplevelse opstår der ofte delvist hukommelsessvigt og vedvarende symptomer på overfølsomhed og anspændthed, såsom søvnproblemer, irritation eller vredesudbrud. De fleste har vanskeligt ved at koncentrere sig og er anspændte. Vanskelighederne kan komme direkte efter traumet eller først optræde måneder senere.)

 Desværre blev jeg overspiser,hver gang jeg er ked af det,æder jeg,har taget 30 kg på, de sidste 3 år.Skal også lige siges at det også er medicinen,som jeg har fået hele vejen igennem.

Til sidst erkendte jeg at jeg ikke kunne komme tilbage til DSB,det var en stor nedtur,for jeg elskede(trods alt) mit job,mine kollegaere.men af socialrådgiver,tillidsmænd,læger,psykologer og venner blev jeg overbevist om den epoke var slut.

Som min psykolog sagde det: Er du interesseret i at det går over i noget kronisk og du aldrig vil være i stand til at varetage et stykke arbejde igen,og ikke magter noget?
..nej ..nej..selvfølgelig var jeg ikke det,så med tårer i øjnene ringede jeg til DSB og snakkede med dem om,det nok var bedst jeg holdte nu før det var for sent,Jeg var nød til at komme helt væk fra DSB for at komme videre i noget andet, med mig selv i behold.


Det skulle vise sig det desværre var for sent.....!