Min sidste togtur 2006.

 

Men nu kom den dag,der gjorde at alt kom op i mig,og vendepunktet i mit liv. Vi havde dagen før holdt min søns konfirmation,jeg havde været lidt nervøs,da min kæreste og børnenes far skulle være i samme rum første gang,men alt gik godt.

 Så jeg var glad og tilfreds da jeg tog på job den næste dag.
Sad dog og tænkte på om min søn , som var på blå mandag, mon han nu passede godt på de lommetyve der rendte rundt,skrev en sms til ham, og han skrev til bage at han havde det godt og nok skulle passe på.


Jeg skulle køre tog til Odense og satte mig godt til rette og kørte glad fra Århus. Lige før Horsens er der en due der klasker ind på min rude,jeg får et mindre chok,men får da gjort ruden ren med vindues viskeren.


så ser jeg lige pludselig to drenge på 13-14 år der løber over, lige 10 -20 m foran mig,jeg bremser(der er meget lang bremselængde)de er heldigvis  kommetover, som jeg er henne ved stedet,så jeg ånder lettet op og løser min bremse, og så kommer der lige pludselig en mere,en lille purk på 7 -8 år løber også over,det er så tæt på at jeg næsten tror jeg har ramt ham,så ringer den interne tlf..,det er togføren der siger der er smadret en rude i det 3 togsæt,vi skal have passagerere ud af den afd. og låst af,og have noget folie på den smadrede rude.


Alt det gør ,jeg glemmer det med drengene for en tid,for jeg skal jo lige tage mig af det,men jeg får ringet ind om hændelsen ,og kort tid efter,ringer påkørsels vagten for at høre om jeg havde det ok- ja ja siger jeg og kigger på min cigaret pakke,jeg har da kun røget 5 smøger,og jeg køre da endnu......

okay siger han,men du ringer lige hvis du føler du får det skidt...ja ja det er bare ok,siger jeg.
 
Får også at vide fra togføren at, det var de to store drenge, der havde kastet med sten,nogle passagerere,havde set det ud afvinduet. Jeg får da heldigvis også en melding tilbage fra kommando posten,at der ikke ligger en lille fyr lå på skinnerne.

I Vejle får vi ordnet det med rude og passagere,(igen glemmer man ting og hændelser,eller skubber dem til side for en stund,når man foretager sig noget det er godt, lige hvor det er sket,men desværre dukker det op senere,man er bare ikke herre over det,derfor er det meget vigtigt! at lægge mærke til små ændringer,som det at jeg havde røget 5 cigaretter lige efter hinanden,og er lidt for meget på,men men men,det er svært!!!)


Jeg ankommer til Odense og der har jeg pause i 1½ time,så jeg vil lige op og have noget at spise,men så skyller en utrolig kvalme ind over mig,fy for den...mad...bare tanken, nej tak.!


Jeg sætter mig på en bænk,gider ikke gå hen i vores fælles opholdsrum,kan mærke jeg ikke har lyst til at snakke med nogen.

Endelig kommer tidspunktet hvor jeg skal afløse tog nordpå og hjem.

Jeg får det værre og værre,ringer efter stewarden som kommer med kaffe og bliver ude i førerrummet,jeg fortæller ham om hændelsen jeg havde ned af ,til Odense, og vi bliver enig om hvor ligeglad de unge er nu om dage.


Jeg har nu hovedpine helt vildt og mit hoved føles meget tungt. Jeg ringer til Århus og høre om der kan være en afløser til toget, når jeg ankommer til Århus,da jeg har det skidt(jeg havde ikke helt fri i Århus skulle afslutte mit togsæt)Han har ikke rigtig nogen, og jeg siger ok,så klare jeg det da selv.


Ved indkørsel til Århus ser jeg der står en kollega og jeg bliver så glad for at se ham,yes! Der er en kollega der afløser,jeg er glad og lettet.

Men da han kommer op i førerrummet overfalder han mig på det groveste.....jeg når slet ikke at få et ben til jorden,han siger både jeg fedter mit job af på de andre,han var godt klar over hvad jeg havde været ude for,men hviss jeg havde det skidt,så skulle jeg havde sagt fra da det skete, og der var jo ikke sket noget.

Jeg kan jo godt høre at han tror ,det er fordi jeg vil tidligt hjem,men det har ikke noget med det at gøre,og det at en kollega tror man hopper over hvor gærdet er laveste,det rammer en hårdt!


Jeg bliver så gal og beder ham om at gå,jeg skal nok gøre mit job færdig selv,men han lukker døren og siger: nej ta du nu bare hjem til alle dine børn,der springer bomben inde i mig følelsesmæssigt, jeg bliver så ked af det,og er lige ved at græde,jeg skynder mig ind i toget der køre til min hjemby,ringer ned til møde kontrolden,for at høre om det er rimligt at få sådan en lussing,men ligepludselig bryder jeg sammen og kan ikke snakke, der knækker filmen og alt går i sort.


Den dag i dag husker jeg ikke hvordan jeg kom hjem. Næste dag får min kæreste mig overtalt til at ringe til DSB og klage over min kollega,det har jeg det ikke godt med,jeg har altid været en af”gutterne” og vellidt,det har altid været sådan,at var der noget ,så gik man til manden selv,før man indberettede.......

Hvad der skete i lang tid efter denne episode,er lige som revet ud af min hukommelse,der er så meget jeg ikke kan huske.Der er så meget jeg har fortrængt.Kommer på job igen,går rundt som en robot,er meget følsesladet,mistroisk og selvudslettende.

Det var omkring juli/august,har mange sygedage,er til mange syge samtaler hvor de advare mig,jeg lover at tage mig sammen,men kan faktisk ikke huske meget fra alt det.
Forholdet med min kæreste begynder at gå dårligt,jeg begynder at gå ind i mig selv,og kan ikke klare alle de opgaver jeg har ,både på job og hjemme.

Jeg har det meget dårligt,føler folk ikke tror på mig,drømmer om mine ulykker ved DSB,det værste er nu,at det er mine egne børn der løber ud foran mig. Jeg er meget efter mine børn,de må næsten ikke gå over vejen ,køre i bus alene,gå ude om aften,jeg er sikker på alverdens ulykker skal ske med dem,de bliver trætte af ,jeg konstant er efter dem,men jeg kan ikke gøre for det.


Omkring November får jeg et sammen brud.Jeg græder som pisket,er der hjemme,min kæreste er vred,han kan ikke finde ud af mig,tror det er noget med ham,jeg beder ham om at gå,lade mig være alene,men han bliver dog og tager sig også af de 2 små .Men de to store finder mig ovenpå og de bliver ulykkelige og græder fordi jeg gør,det kan jeg slet ikke klare.

Ved ikke hvem jeg skal henvende mig til,har ikke rigtig støtte i min familie,tror ikke de kan sætte sig ind i det,da de altid har været vant til jeg klarede mig selv,og var stærk.Har dejlige veninder,men føler heller ikke de kan forstå mig.Føler de eneste der kan,er dem fra DSB.
Så jeg ringer hulkende til min veninde,der også er lokoføre,(hun har fortalt mig bagefter at hun blev helt ude af den,fordi hun var magtesløs,kunne jo ikke hjælpe mig,der hvor hun var)hun er på job og køre tog.jeg afslutter hurtigt vores samtale og er endnu mere ked af det. Jeg ved ikke hvor lang tid der går,men pludselig er der folk i hjemmet fra DSB,min søde veninde havde ringet til nogen andre,og de kommer mig til hjælp,det er jeg dybt taknemlig
for i dag.
Den ene sidder ved mig til jeg faktisk næsten sover,hun sørger for jeg bliver sygemeldt de næste dage.Min kæreste flytter,Jeg kommer igen til psykolog, og kommer på job igen efter en uge.

December 2006,er jeg på vej til job,det regner og jeg er ked af det,men jeg ved ikke hvorfor. Da jeg skal over og hente mit tog,møder jeg min søde kollega,en af de andre kvindelige lokofører(vi var på det tidspukun 5 piger ud af 300 mand)hun er også min veninde og jeg holder utroligt meget af hende. Hun spørge mig hvordan det går,og jeg bryder sammen og græder som pisket,hun er bekymret og spørge om jeg er sikker på jeg kan køre mit tog,og jeg siger ,ja ja jeg skal kun til Fredericia og tilbage igen og gå”P-rist(flytte rundt på togstammer,komponent udskifte,vake toge m.m) resten af natten,så det er ok.


Jeg køre til Fredericia,men den dag i dag, må jeg indrømme ,jeg må have kørt på rutinen,for jeg husker intet,hvordan jeg kom ned og hjem,tog min bil og kørte helt hjem,er fuldstændig væk fra min hukommelse.


Næste dag vågnede jeg i min seng badet i sved,rysten

og angst,jeg kunne ikke tage mig af mine 4 børn,ringede til min lille søster som kom og fik mig til en læge.

Alt dette er i en tåge selv i dag,og jeg vil heller ikke komme nærmere ind på omstændighederne hvad der mere skete.

Kun at jeg til sidst erkendte at jeg ikke kunne køre tog mere og jeg måtte omskoles til noget andet.

Dsb var meget imødekommende,og hjalp mig så godt de kunne, og kom med mange foreslag hvad jeg så kunne lave.Har senere fået at vide af min psykolog,at jeg bare sagde ja til alt,fordi jeg var i en slags trance,vidste faktisk ikke hvad jeg foretog mig,alt det praktiske blev gjort,men det var rutinen der havde taget over,jeg var fraværende og helt væk!