Ny kæreste.

 

Efter 3 år (hvor jeg også er igennem en operation,mistanke om kræft,men hvor det heldigvis er noget helt andet).vælger min mand og jeg at gå fra hinanden. De sidst 3 år har vi kun holdt sammen ,for børnenes skyld og det er der ingen, der kan stå model til i længden,man gør også kun børnene en bjørnetjeneste ved at blive sammen,for de kan jo godt, både se ,og mærke ,der er noget galt.

Det var en rigtig grim tid,jeg følte jeg var skyld i det ikke gik,havde dårlig samvittighed,min eks var da også bitter på mig,det var jo 2 gang,og så havde vi, oven i købet fået 2 børn mere,så vi nu havde 4,men det var jo heller ikke noget man havde ønsket,  at det skulle gå galt igen. Men der var ingen kærlighed imellem os. Vi havde i anden omgang,været sammen i 7 år..

Tiden der fulgte var rigtig hård, at sidde med 4 børn,alene i et hus, og  passe sit job ,med skæve arbejds tid,det var ikke nogen dans på roser.
Men igen...jeg var så glad for mit job,havde altid ondt i hovedet når jeg mødte ind og var meget træt.Men især det at være sammen med kollegaerne,det var det hele værd(Tror i dag at det var især det ,der gjorde jeg holdte fast i jobbet) Jeg fik da også fat i en sød barnepige,så det begyndte lige så stille at se helt fornuftigt ud.Men hvorfor havde jeg også tit ondt i maven?

Jeg havde lige siden, vores anden yngste dreng begyndte at gå og snakke,haft en mistanke om der var noget galt,en af mine gode veninder sagde på et tidspunkt . Tror du ikke han har damp eller sådan noget?jeg blev lidt fornærmet,men det gav også stof til efter tanke.Jeg slog det hen,men som årene gik,syntes jeg ,jeg kunne fornemme noget var ikke helt rigtigt!


 

Kun et halvt år efter blev jeg forelsket i en kollega,det  var rigtig dejligt , også det at, han  vidste jo alt om jobbet og kunne forstå en, når det hele kogte. Vi havde det rigtig godt sammen i en tid,han havde 2 dejlige piger på 4 år og knap 1 år,som kom på weekend.Det var nogle dejlige piger og jeg elskede dem ,som var de min egne;0)
Alle 6 børn havde det rigtig godt sammen. Jeg havde en fin tid på jobbet,stadigvæk hovedpine og mavepine,men det havde jeg lært at leve med. Der var da problemer på job,men ikke noget særligt,det hørte jo lige som med,og var jo også udfordringer,og igen,alle de andre kollegaer havde jo også deres problemer,og vi var heldigvis rigtig gode til at åbne os over for hinanden.Og når det brændte helt på.havde jeg en kæreste som også var min kollega,til at snakke med derhjemme.


Så en dag ringer min kæreste hjem ,og fortæller at han havde det ikke så godt,for han havde lige forhindret en ung pige i at begå selvmord,han havde simpelt hen, smidt sig ovenpå hende,da hun løb ud af perron,for at hoppe ned på skinnerne. Vi snakkede hele natten, Jeg kunne mærke mit hjerte oppe i halsen, susen for ørnene,men holdte hovedet koldt for hans skyld,for han havde det ikke godt.

Vi var enig om hvor vigtigt det var at få det snakket igennem,jeg havde jo prøvet det nogle gange,så jeg mente at det havde jeg bare check på.
 

Men nu ved jeg,at jeg tog andres problemer og deres grimme hændelser til mig ,sammen med mine egne,og i længden kunne jeg bare ikke holde til det.

Der skete mange dumme ting ved DSB,men jeg var alligevel så glad og stolt af mit job.var glad for at arbejde med mange mænd,for de var så lige til,jeg følte mig som en af” gutterne”, og havde det rigtig godt sammen med alle mine mine kollegaer.

Når jeg havde ondt,havde jeg evnen til at sidde, lige en lille halv time, og så var jeg klar igen.