ventetid

 

Der skulle gå 7 måneder hvor jeg ikke kom på skinnerne,( selvom jeg meldte fra selv,da jeg tænkte for meget på det derhjemme,)og efter 2 mdr havde det godt igen,og var klar til skinnerne igen, så kom DSB s lægekonsulent, ind i billedet, han ville ikke lade mig køre,da det jo var noget ”psykisk” Hvis jeg ikke var nede,så kom jeg det nu,jeg følte mig svigtet af mine ledere,men de kunne jo ikke gøre noget.
Min egen læge skrev god for mig,men det hjalp heller ikke , jeg syntes det var så urimeligt at en læge der sad på Sjælland,skulle bestemme over min skæbne. Og må sige ,at jeg også tænte på,hvad tænkte min læge?

konsulenten var jo en af hans kollegaer,som åbenbart ikke mente min læge havde styr på hans patienter?,min læge rystede bare på hovedet.man kunne heller ikke komme i kontakt med ham lægekonsulenten,man måtte bare vente på hans tilladelse..og det blev til 7 måneder... :0(

Jeg gik ”p-rist” tog mig af alt muligt angående vores tog park i Århus.,Lavede snart ikke andet .end at køre fra hus (Garage) til stationen,hjalp kollegaer,afløste dem på stationen,så de kunne komme før hjem.Jeg skulle  blive inde for stations grænsen,da jeg havde fået frataget min kørelicens.


Jeg følte mig meget magtes løs, i denne tid,jeg var jo ikke noget nu!.Og der var ikke meget indhold i at møde på job og bare sidde og vente,og så flytte et tog, en gang imellem.Jeg var ved at blive tosset i hovedet .af at rende i fast rute fart ved min gruppe leder, for at spørge om hvornår jeg måtte genoptage kørselen! Det var så nedværdigende,man følte man var ingenting. Men jeg kom da igennem det.
Lige pludselig måtte jeg køre igen,men så opstod der andre problemer,nu havde jeg gået fast dagvagt i de 7 måneder,nu fik jeg  problemer med pasning af mine børn ,når jeg igen skulle arbejde skæve arbejdstider.De var meget imødekommende ved tjenestefordeleren,men det var svært alligevel,så jeg måtte simpelt hen gå til børnenes far ,og bede om hjælp,det var hårdt,men han indvilligede i at passe dem ved mig,¨når jeg skulle på job,og,han sov på sofaen .

Efter et 1½ år var vi sammen igen.

Tror jeg på det tidspunkt var i evig angst for at miste job/børn/idenditet,og nu når jeg tænker tilbage,så skulle jeg være stoppet ,som lokoførerpå det tidspunkt! 
Og heller ikke gået tilbage til børnenes far. Men man kan jo altid være bagklog.

Så kørte det ellers på skinner igen , man følte sig meget alene på jobbet og der var mange problemer inde ved DSB,men man måtte klare sig selv,når man skulle have tilladelse til noget ,for når man ringede til driftsleder ,var de der aldrig. Der skulle komme til at gå nogle år med dårlig struktur og arbejdsklima i DSB,men det kunne jeg sagtens klare,for man fik lige en snak med gutterne om hvor dårlig ledelsen var, og så grinede man bare lidt af det.(At det også gik meget ud over ens psyke,var man jo ikke klar over.)!

Man kunne aldrig få fri,og stod i kø ,når feriebogen kom ud,bare for at være sikker på at få lidt ferie med familien derhjemme,det var stress, stress ,stress. Hele tiden.
Men alligevel var jeg vild glad for mit job,for jeg syntes også jeg havde verdens bedste kollegaer,selvom tiden til at snakke blev mindre og mindre.